#4 – Distancelederens kerneopgaver

Distancelederens kerneopgaver

Fire døre ind til ledelse på distancen

5603736771_a5590ded56_o

Enhver distancemedarbejder er en leder

Ingen kan komme igennem en arbejdsdag uden at træffe beslutninger. Bag vores handlen ligger faglig viden, personlige præferencer, erfaringer og relationelt samspil, hvilket derfor gør os selvledende. Vi leder os selv til at prioritere, løse opgaver og samarbejde med andre. Når vi ikke er på samme fysiske arbejdssted, som vores formelle leder, er den selvledelse vi udøver endnu mere i centrum.

Derfor indebærer det at være leder på distancen i høj grad at lede til selvledelse. Dette skal dog ikke forstås som at man er fraværende som leder. Det betyder, at du og hver af dine distancemedarbejdere skal tale om og fastlægge graden af selvledelse. I skal også tale om, hvilke specifikke kompetencer hun skal have for at kunne lede sig selv. Det råderum du giver dine projektdeltagere eller medarbejdere, skal opleves som frihed, tillid og handlemuligheder. Hvis det opleves som at være overladt til sig selv, vil du over tid miste retning, engagement – og det vil ses på jeres resultater!

Distanceledelse er at lede selvledende medarbejdere.

Hvorfor skal jeg ønske mig en leder på distancen?

Hvad er det du ser, som distanceleder, at din kerneopgave er? Hvad får de ud af at have dig med på distancen? Hvad tilfører du den enkelte medarbejder, som vedkommende ikke allerede har på sin lokation?

Det er nogle af lederlivets store spørgsmål. Særligt for medarbejdere andre steder i regionen, landet eller i verden er det afgørende, at du finder svar, og svarene er tættere på end man tror, nemlig blandt de medarbejdere du leder på distancen. Dialog er svaret på dine spørgsmålet, hvorfor det er vigtigt, at tale om den opgave, I sammen skal løse. Få italesat den gensidige afhængighed som I har af hinandens indsatser og resultater. Hvad er jeres ønsker og forventninger til samarbejdet, og hvad drømmer I om at fremtiden skal byde på?

Distanceledelse er at kunne bygge mission, vision og værdier, der motiverer på tværs af tid og sted.

Det er hurtigere at kontrollere end at bygge tillid

En meget afgørende ledelsesopgave i den virtuelle organisation er at skabe tillid. På trods af afstandene mellem jer og på trods af det måske meget begrænsede samvær, må du sikre stærke relationer båret af gensidig tillid.

Det er derfor ikke nok at modtage tal, konsolidere regnskaber, integrere statusplaner og rapporter. ’Management by excel’ duer ikke og må ikke være det, du bygger dit lederskab på. Derimod er det, at have kompetencer og målsætninger, samt at være troværdig, nogle af de vigtigste ingredienser for at opnå dine medarbejderes tillid. Over distancer kommer din tiltrækningskraft for dig som leder af at kunne skabe tillid.

Distanceledelse er at bygge relationer, sikre tillid og opbygge fællesskaber.

De 3 spørgsmål til dig?

  • Hvilke ledelsesmæssige kompetencer tilfører du på distancen?
  • Hvad har du behov for at få fra dem, du leder på distancen?
  • Hvad binder jer sammen og gør afstandene kortere?

Vi har håber du har fundet inspiration og indsigt igennem vores serie af blogs. Vi er altid klar på distancen – enten via mail, telefon eller på LinkedIn, hvor du kan holde dig opdateret på ny viden inden for ledelse og virtuel kommunikation.


 Relaterede blogindlæg

Læs også vores tre andre indlæg i serien “Fire døre ind til ledelse på distance”